Hvad er baggrunden?

Vi vil bruge Zambia-dk til at informere om aktuelle emner om Zambia og specielt om Kobberbæltet

Vi er to tidligere frivillige, Kirsten og Tage, der var udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke fra 1988 til 1990. I de tre år fungerede vi som forstanderpar på Flame Tree Farm Training Centre. Vores primære opgave var at overdrage ledelsen til en lokal ledelsesgruppe fra lokalområdet omkring Ipafu. Det lykkedes i en sådan grad, at landbrugsskolen kørte videre med succes udelukkende med lokale kræfter indtil 2004. Flame Tree Farm Training Centre var fokuseret på at få unge arbejdsløse til at bosætte sig som landmænd og var baseret på bæredygtigt landbrug.

I 2016 og 2018 var vi nede og besøget området og kunne se, hvordan Flame Tree Farm Training Centre havde påvirket landbruget i området. Den udvikling vil vi gerne være med til fortsat at støtte på forskellig vis.

Gensyn med Ipafu efter 25 år

Da vi efter 25 år var på vej til Ipafu, var vi noget spændt på, om der var noget som helst tilbage af Flame Tree farm Training Centre. Kunne det i det hele taget ses på lokalområdet, at landbrugsskolen havde været der? Ja, til vores store glæde kunne det tydeligt ses på de lokale smålandbrug, at der havde været fokus på bæredygtig dyrkning af kvalitetsafgrøder. Dels var der flotte kålmarker, og dels så vi også marker med lokale afgrøder.

Flame Tree havde også smittet af på måden, bedrifterne var opbygget med en alle af mangotræer, papayatræer og bananpalmer omkring gården til eget forbrug og videresalg. Dyrkning af majs og andre afgrøder på højlandet i regntiden, samt dyrkning af grønsager i tørtiden på engarealer. Dertil kom egen avl af specielt høns og kyllinger til eget forbrug og videresalg.

Inden vi tog hjem, afholdt vi et kursus om, hvordan bedrifterne kunne øge omsætning og overskud ved at tilpasse afgrøder og husdyrhold til markedet i de større byer, hvor der også er rigtig god afsætning på specialafgrøder. Det var så stor en succes, at vi blev spurgt, om vi ville komme tilbage og afholde yderligere kurser både i Ipafu og andre lokalområder.


.

Massevis af hektarer og urørt natur

Zambia og Kobberbæltet byder på tusindvis af hektar uberørt landbrugsjord og natur. Trods de mange arealer berørt af minedrift, er der kæmpemæssige områder, hvor der er plads til både små og store landbrug.

Kurser for lokale landmænd

Gennem synliggørelse af mulighederne i området håber vi at etablere kurser for lokale landmænd, både kvinder og mænd. Det gør vi fordi, der er vilje, potentiale og marked til at øge landbrugsproduktionen både hos små og store landbrug

Tæt på lukrative markeder

Med industrialiseringen af bl.a. Kobberbæltet følger et øget forbrug af fødevarer lokalt også til de mange forskellige nationaliteter bosat i området for en kort eller længere periode. Der er et stort marked for fødevarer også specialiserede afgrøde

Stor opbakning fra centralt hold

Både fra Zambias regering og fra lokale autoriteter er der stor opbakning til landbruget i Zambia. Der er fokus på at landets økonomi afhænger af landbruget, hvis væksten skal sikres på langt sigt. Der er en bevidsthed om, at minedrift og turisme er gode indtægtskilder for landet, men at landbruget vil sikre højere grad af selvforsyning og stabil indtjening.

Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang